Historiker Jens-Ulrich Nielsen guider denne historiske kanalrundfart gennem kongens by. Kom med og hør fortællinger om Kong Christian IV, der gav byen sit unikke præg og siden stadfæstede København som Danmarks hovedstad. Undervejs på turen gør vi holdt ved tøjhuskaréen, der ligger ved Det Kongelige Bibliotek. Her forlader vi båden for en stund og dykker længere ned i historien.
NYE DATOER Afgang d. 9. maj kl. 11.00 og 21. maj kl. 15.00 fra Nyhavn.
En konges kærlighed og vision
Kong Christian IV indtog tronen da han var blot 19 år gammel. I sine 60 år som konge regerede Christian IV over et kongerige, der aldrig før og aldrig siden har været så stort. Det er alment kendt, at Christian IV havde en særlig kærlighed til København - og alt maritimt; i hans gamle skolehæfter finder man et væld af skibe tegnet i hæfternes marginer. De første år af sin regeringstid rejste Christian IV rundt i verden til søs. Med sig hjem tog han en masse visioner for sit elskede København.
Oplev kongens prægtige bygningsværker
Inspireret af storslåede slotte i England og Italien opførte kongen prægtige bygningsværker i København. Som en konge med høje tanker om sig selv, ville han nok være stolt af at vide, at hans præg stadigvæk dominerer Københavns Havn den dag i dag.
På turen rundt i havnen hører vi om det man kan se, det der forsvandt, og det som aldrig blev. Fra Børsens dragespir til Christianshavns Kanal er kongens vision stadigvæk synlig den dag i dag.
Vi passer på dig og hinanden
Sikkerheden er selvfølgelig topprioritet ombord på båden - også i forhold til corona. Vi har indført en række tiltag for at gøre din kanalrundfart til en tryg og god oplevelse:
Mundbind: Vi følger Transport- og Boligministeriets anbefalinger om brug af mundbind, som derfor skal bæres på turen af alle over 12 år. Har du ikke selv et mundbind med, vil det være muligt at købe engangsmundbind i billethuset til 5 kr./stk.
Håndsprit: Der er håndsprit tilgængeligt ved billethusene og ombord på bådene
Rengøring: Bådens sæder og greb bliver sprittet af efter hver tur
Afstand: Vi holder nogle sæder ubesatte, ligesom skilte, markeringer og vores personale hjælper med at holde afstand.
Vis hensyn til hinanden, så får alle en god oplevelse. God fornøjelse!