Stromma inviterer dig med på en spændende og anderledes havnerundfart, når du i selskab med flådehistoriker Jens-Ulrich Nielsen tages med tilbage til begivenhedernes centrum i Københavns havn. Den historiske tur går først rundt om Holmen, for derefter at sejle til Trekroner, hvor vi går i land og hører om britiske Lord Nelsens plan for at knække den danske modstand. Til sidst går turen forbi Det Vestindiske Pakhus og Amalienborg, hvor freden blev underskrevet efter syv dramatiske dage med forhandlinger.
NYE DATOER Afgang d. 20. maj og 30. maj fra Ved Stranden
Hør historien om Slaget på Reden
Den 2. april 1801 var København skueplads for en af de store begivenheder i Danmarkshistorien. Lord Nelson sejlede op i sejlrenden Kongedybet med en eskadre af de bedst udrustede krigsskibe i verden med topprofessionelt mandskab ombord. I Kongedybet lå en række af nedslidte baljer for anker og knagede i morgenvinden uden sejl eller rigning. Bag kanonportene stod en samling af frivillige og pressede borgere fra København. Mange af dem havde aldrig sat deres fødder på et skib, og endnu færre havde mere end et par timers træning i at betjene deres kanoner. På denne 1,5 times guidede sejltur i havnen og kanalerne får du hele den spændende historie om, hvordan København gik fri af de engelske kanoner.
En ny national selvforståelse
Englænderne var på vej og med sig havde de en flåde af bombardérfartøjer klar til at lade ilden regne ned over den danske hovedstad, hvis ikke Danmark opgav deres neutralitetsforbund med det engelskfjendtlige Rusland. Midt i kanonilden førte Kronprins Frederik personligt forhandlingerne med Nelson, og i et kapløb med tiden, som kun forløstes fredeligt af, at vi holdt hovedet koldt, indtil at tilfældighederne frelste os. Slaget på Reden fik afgørende indflydelse på Danmarks gryende nationale selvforståelse. Vores identitet som flådenation fødtes og den ses stadig tydeligt den dag i dag. Fortællingen om Slaget på Reden er en historisk fortælling om krudt, kugler, heltemod og snarrådighed.
Vi passer på dig og hinanden
Sikkerheden er selvfølgelig topprioritet ombord på båden - også i forhold til corona. Vi har indført en række tiltag for at gøre din kanalrundfart til en tryg og god oplevelse:
Mundbind: Vi følger Transport- og Boligministeriets anbefalinger om brug af mundbind, som derfor skal bæres på turen af alle over 12 år. Har du ikke selv et mundbind med, vil det være muligt at købe engangsmundbind i billethuset til 5 kr./stk.
Håndsprit: Der er håndsprit tilgængeligt ved billethusene og ombord på bådene
Rengøring: Bådens sæder og greb bliver sprittet af efter hver tur
Afstand: Vi holder nogle sæder ubesatte, ligesom skilte, markeringer og vores personale hjælper med at holde afstand.
Vis hensyn til hinanden, så får alle en god oplevelse. God fornøjelse!