Flyd med på en festlig musiksejlads i Københavns kanaler, når Showbåden stævner ud for at artsbestemme et sælsomt væsen: Svanen.
Showbåden 2026: For fuld svanehals
Fra ballet og opera til eventyr, myter og nationalromantik har svanen i århundreder fortryllet os. Den er elegant, temperamentsfuld og ofte misforstået – et dyr, der uden tøven kan knuse din arm. Men også dit hjerte.
Svanen har gennem tiderne været symbol på skønhed og forvandling og har inspireret kunstnere til sang, suk og store armbevægelser. Om bord på dette års Showbåden møder vi den i alle dens mange foranderlige fjerdragter: nationalfuglen, den døende balletsvane, H.C. Andersens eventyrsvane, Leda og svanen. Og selvfølgelig den territoriale rovfugl med temmelig tvivlsom opførsel.
Programmet spænder fra Tjajkovskij og Wagner over Schubert til overraskende indslag fra musicalens og poppens verden.
Live opera under åben himmel
Alle afgange med Showbåden er i åben båd, så hold øje med dagens vejr og tag varmt, regntæt eller sommerlet tøj på. I tilfælde af dryp undervejs vil båden sejle ind under en af de nærliggende broer og fortsætte forestillingen derfra.
Showbåden produceres af Copenhagen Opera Festival i samarbejde med Stromma Danmark.